DU ER HER: > FORSIDE > YDELSER > UNIVERSELT DESIGN

universelt design & inkluderende arkitektur

OLLENDORFF ARK tilbyder rådgivning indenfor universelt design og inkluderende arkitektur, der er et middel til at skabe ligeværdighed for alle mennesker i arkitekturen og i samfundet. Universelt design er en arkitekturretning, der nedbryder opdelingen af mennesker med og uden funktionsnedsættelser, for i stedet at skabe rum til alle, så alle kan deltage på lige fod og få de samme oplevelser. Der er fokus på inkluderende arkitektur og design til menneskelig diversitet.

Rådgivningen bygger på en bred viden om brugernes behov og funktionsnedsættelse, samt erfaring med brugerprocesser, projektanalyse, udarbejdelse af strategier og kravspecifikationer for universelt design og tilgængelighed. OLLENDORFF ARK er ved at afslutte en Master i inkluderende arkitektur på Aalborg Universitet i København. Er aktiv medlem af Design for Alle og Netværk for Universelt Design og Tilgængelighed.

se udvalgte projekter nedenfor


Glad dreng læser i bog
 

Multifunktionelt specialtilbud. Aarhus Kommune

Stensagerskolen er en specialskole i Aarhus Kommune for elever med generelle indlæringsvanskeligheder, gennemgribende udviklingsforstyrrelser, autismespektrum forstyrrelser og/eller multiple funktionsnedsættelser. Aarhus Kommune ombygger Tovshøjskolen i Gellerup, så den kan anvendes af Stensagerskolens 350 elever. Hertil etableres en tilbygning til et nyt dagtilbud målrettet 0-6-årige. Udover skole og daginstitution vil de fremtidige rammer indeholde en specialtandlæge, en eksisterende almen skoletandlæge og foreningsfaciliteter, herunder til handicapidræt. Det hele samles under ét tag, for at skabe de bedste tilbud hver for sig og sammen.

Projektet bliver unikt i Aarhus og stiler mod at være et foregangseksempel på området. Universelt design er et fremtrædende tema i projektet, hvor både generelle løsninger og velfærdsteknologi skal medvirke til ligeværdighed og højest mulige grad af selvhjælp og selvstændighed.

OLLENDORFF ARK er specialkonsulent i forhold til universelt design, wayfinding, tilgængelighed og velfærdsteknologi.

Bygherre: Aarhus Kommune
Samarbejde: Aarhus Kommune har udpeget RUM Arkitektur, OLLENDORFF ARK, BY+LAND, og MOE A/S som totalrådgiver på etablering af det helt nye tilbud, der skal skabe livs- og læringskvalitet på specialområdet.
År: 2019-2021


Visualisering af facade ved Generationernes Hus
 

Generationernes Hus. Aarhus Ø

Generationernes Hus er en social innovativ satsning i et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening. Det bliver et moderne bud på flere generationer under samme tag.

OLLENDORFF ARK forestår strategier og detaljerede planer, der skal sikre, at inkluderende arkitektur, universelt design, tilgængelighed og wayfinding indarbejdes i projektet. Derudover foretages en løbende rådgivning og sparring med arkitekter, landskabsarkitekter og entreprenør under projektering og udførelse.

OLLENDORFF ARK forestår derudover input til universelt design og tilgængelig-akustik og belysning, farver, taktilitet mm., samt løbende granskning af projektet og valg af materialer.

Bygherre: Aarhus Kommune / Brabrand Boligforening
Samarbejde: Aarhus Kommune har udpeget KPF arkitekter, RUM, Kragh & Berglund, Sweco, JFP og OLLENDORFF ARK i totalentreprisekonkurrencen til at udføre opgaven.
År: 2016-2020


Valmuer i blomstereng
 

Gødvad Plejecenter. Silkeborg Kommune

På Gødvad Plejecenter har borgerne svært ved at finde vej i det store bygningskompleks. Særligt de demente har store udfordringer.

OLLENDORFF ARK forestår analyse og forslag til forbedring af forholdene, herunder indarbejdelse af UD. Forslag til ændring af skiltning og navngivning. Ny indretning af bo-enheder, herunder kunstnerisk udsmykning, ny og ændret møblering, belysning og farver der særligt understøtte god wayfinding og universelt design. 

Bygherre: Silkeborg Kommune
År: 2018  


Mennesker på fodgængerfelt
 

Huskonsulent. Aarhus Kommune

OLLENDORFF ARK har en rammeaftale som ‘husrådgiver’ i universelt design og tilgængelighed ved Aarhus Kommune, Teknik og Miljø. Bygherrerådgivning foretages i de tilgængeligheds- og brugerudfordringer, der opstår i byrum, ved vejanlæg, pladser og signalregulerede kryds og grønne områder. Er løbende rådgiver af bygherrer, projektledere, arkitekter og øvrige interessenter, så der sikres en helhedsorienteret løsning i projekterne i forhold til inkluderende arkitektur, design og brugernes behov.

OLLENDORFF ARK udfører derudover mindre projekterings- og tilsynsopgaver og udarbejder tilgængelighedsrevisioner med forslag til mere inkluderende arkitektur. Eksempelvis ved Viborgvej, Karen Blixens Boulevard, Mindebrogade, Baunes Plads, ved forpladser og arealer langs dele af Letbanen. Derudover bygherrerepræsentant ved gennemgang af tilgængelighed langs Randersvej og Letbaneprojektet, og har projekteret tilgængelige fodgængerovergange ved Harald Jensens Plads.

Udarbejder design-og standardprincipper for tilgængelige fortove, og er formand for et tilgængelighedsråd i forbindelse med ombygning af Frederiks Allé.

Bygherre: Aarhus Kommune
År: 2014- Pågår


post-it på tavle
 

Tilgængelighedsstrategi. Aarhus Kommune

Aarhus Kommune, Teknik og Miljø har en vision om at opnå universelt design i fremtidens bygge- og anlægsprojekter. Tilgængelighedsstrategien sætter ramme for handlingsplaner og opgaver i Teknik og Miljø set i forhold til at opnå universelt design og god tilgængelighed for alle i Aarhus, og dermed leve op til Aarhus Kommunes Handicappolitik.

OLLENDORFF ARK forestår strategiprocessen i samarbejde med ambassadører fra otte afdelinger i Teknik og Miljø. Vejleder og deler viden i forhold til universelt design, interviewer, indhenter materiale og sætter rammer for og gennemskriver den færdige strategi. Tilgængelighedsstrategien skal anvendes som en aktiv proces, der skabes, mens den udføres i praksis. Strategien er et ’levede værktøj’ for afdelingerne, der løbende skal opdateres, mens alle bliver klogere. OLLENDORFF ARK skal sammen med ambassadørerne bidrage til, at strategiværktøjet forstås og implementeres i afdelingerne.

Bygherre: Aarhus Kommune
År: 2019-2020


Cirkulær tegning af menneskelig diversitet
 

Universelt design i bygge- og anlægsprojekter.
Gentofte Kommune

Gentofte Kommunen ønsker en mere systematisk og konsekvent tilrettelæggelse af kommunens bygge- og anlægsprojekter efter principperne i universelt design. OLLENDORFF ARK har foretaget en afklaringsproces i forhold til hvordan kommunen mere systematisk kan indarbejde universelt design i kommunens bygge- og anlægsprojekter. Opgaven indeholder fokusgruppeinterviews, workshop på tværs af afdelingerne og gennemgang af udvalgte projekter for at kortlægge eksisterende arbejdsgange og medarbejdernes faglige viden om universelt design og tilgængelighed. Resultatet er en omfattende rapport samt en pixiudgave, der indeholder analyser og anbefalinger til nye arbejdsgange, samarbejde på tværs, opgradering af faglig viden og strategitænkning mm.

Derudover: Konsulent på indarbejdelse af universelt design og wayfinding ved Bo-tilbud og skole/børnehus for handicappede børn ved Bank-Mikkelsensvej i Gentofte. Samt skitseforslag og oplæg til fondsansøgning til tilgængelig indretning af udearealer ved Bank-Mikkelsensvej.

Bygherre: Gentofte Kommune

År: 2017